Hvem er Kong Knud

Teksten er direkte kopieret fra http://da.wikipedia.org/wiki/Knud_den_Hellige

Knud 4. den Hellige, (ca. 1043 - 10. juli 1086), søn af Svend 2. Estridsen, konge af Danmark 1080 - 1086 efter sin broder, Harald 3. Hens død. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark. Gift med Edel (død 1115), søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev den efterfølgende regent.

Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4. Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Det resulterede i et åbent oprør, og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til Aggersborg og videre til Viborg og Slesvig for at ende i Odense. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap. Straks efter Knuds død gik blandt andet hans broder, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev tolket som et tegn på, at Gud var utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Skeletterne af både Knud den Hellige og hans bror Benedikt kan beskues i Odense Domkirkes krypt, hvor de er udstillet i gennemsigtige kister. De jordiske rester blev 3. marts 2008 undersøgt af forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense[1]. Undersøgelserne viste bl.a.;

  • Knud var højrehåndet
  • Knud blev ikke myrdet af et lansestød i siden (som beskrevet af Ælnoth fra Canterbury 20 år efter mordet), idet undersøgelsen viste et tydeligt og voldsomt hug eller stød på korsbenet lige under lænden, som ikke er opstået ved et stød fra siden, men derimod forfra gennem det nederste af bughulen, hvis det overhovedet er opstået på morddagen.
  • Knud havde ingen beskadigede ribben, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være angrebet af mange mænd på én gang. En forklaring kan være, at han har haft brynje på, men der er heller ikke tegn på afværgemærker på underarmene (dette stemmer overens med en af overleveringerne om mordet, hvori det fortælles, at Knud skulle have accepteret sin skæbne og stillet sig foran alteret og taget imod angrebene uden kamp).